Kønssygdomme

Herunder er nævnt de hyppigste kønssygdomme, der undersøges for i praksis. Der er nævnt symptomer, hvordan man undersøges for det samt eventuel behandling og partneropsporing. Hvis du har spørgsmål eller ønsker undersøgelse, bedes du kontakte klinikken pr. telefon eller mail.

I vores klinik tilbydes test for alle nedenstående sygdomme, hvilket foregår ved at bestille en tid til undersøgelse for kønssygdomme ved vores sygeplejersker. Dog skal nævnes, at man ikke tester for kønsvorter og herpes, medmindre der er synlige forandringer.

Klamydia
Klamydia er den hyppigste kønssygdom og samtidigt den, der spreder sig hurtigst. Mange smittede har kun få eller ingen symptomer. Det øger risikoen for kronisk betændelse i æggelederne, mandlig og kvindelig sterilitet samt graviditet uden for livmoderen, hvis man ikke bliver behandlet i tide. Ofte er der ingen symptomer, men symptomerne kan omfatte:

Udflåd fra penis eller livmoderhalsen
Dump smerte i underlivet.
Sviende eller brændende fornemmelse i kønsdelene, især ved vandladning.

Diagnosen stilles ved, at du selv laver en prøve fra skeden (kvinder) eller urinprøve (mænd, morgenurin). Undersøgelsen kan først laves to uger efter, du er smittet. Behandlingen består af en antibiotikakur til både dig og din(e) seksuelle partner(e) gennem de sidste 6 måneder, der også skal undersøges. En eventuel fast partner skal behandles SAMTIDIG, og I skal bruge kondom 3 uger efter behandling.

Kønsvorter (kondylomer):
Kønsvorter skyldes et virus kaldet HPV. Der findes mange forskellige HPV-vira, hvoraf nogle har betydning for udvikling af kræft i kønsdelene. Forekomsten af kønsvorter er i kraftig stigning. Der kan gå op til ni måneder, fra man bliver smittet, til man selv udvikler kønsvorter. Vorterne er enten blomkålslignende eller flade, de findes som regel på og omkring penishovedet, på skamlæberne og kan hos begge køn findes i området i og omkring endetarmen. Af og til ses kondylomer i mundhule og svælg.

Kondylomer er meget smitsomme, og det er vigtigt, man beskytter sig imod dem ved kun at dyrke sikker sex.

Hvis du har mistanke om, at du har fået kondylomer, bør du bestille en tid ved lægen til en vurdering. Er skaden sket, kan den læge tilbyde behandling med frysning og pensling med midler mod kønsvorter. Ved fortsatte problemer kan den praktiserende læge henvise til en hudlæge, der blandt andet kan tilbyde laserterapi. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at behandlingen er langvarig og langtfra altid fører til fuldstændig helbredelse.

I børnevaccinationsprogrammet indgår fra 12 års-alderen vaccination mod livmoderhalskræft/kondylomer. Vaccinen yder god beskyttelse mod livmoderhalskræft og kondylomer – men er selvfølgelig ikke 100 procent sikker, derfor skal man fortsat dyrke sikker sex og gå til screening for livmoderhalskræft trods vaccinationen. Drengebørn bliver ikke gratis vaccinerede, men må gerne blive det på egen eller forældrenes regning, så de undgår kondylomer senere i livet. Også unge og voksne uvaccinerede vil formentlig kunne drage fordel af en vaccination.

Herpes:
Herpes skyldes herpes simplex virus (HSV), en nær slægtning til det virus, der giver forkølelsessår. Herpes genitalis findes primært på kønsdelene og omkring anus, men kan også findes andre steder for eksempel i mundhulen. De første udbrud starter som regel inden for en uge efter, man er smittet, men der kan godt gå længere tid. Sygdommen smitter, indtil sårene er dækket af skorpe.

Symptomerne er karakteriserede ved grupper af små, væskende blærer på en hævet rød baggrund. Læsionerne er kløende og smertefulde. Heldigvis heler de op af sig selv uden ardannelse, men desværre har de tendens til at komme igen gang på gang. Samtidig med udbruddene kan der være feber, hævede lymfeknuder og almen sygdomsfølelse.

Hvis du har mistanke om at have herpes, bør du bestille en tid ved lægen. Der findes ingen kur mod herpes genitalis, men der findes midler mod herpesvirus, der kan nedsætte anfaldets varighed. Man skal bruge kondom og ikke dele håndklæder og lignende med andre.
Når man først har fået herpes genitalis, er man smittebærer resten af livet.

Gonore:
Gonore ses i dag relativt sjældent i Danmark, men er dog på fremmarch hos mænd, der har sex med mænd. Sygdommen skyldes en bakterie, der kan give infektioner i kønsdelene samt svælg og endetarm. Hvis infektionen ikke behandles, kan man på længere sigt blive steril. Symptomerne varierer fra rigeligt, gulligt/hvidt udflåd fra penis og livmoderhalsen og svien ved vandladning (man ’tisser glasskår’) til symptomløse tilfælde. Op til 70 procent af inficerede kvinder har ingen symptomer og kan derfor have sygdommen i lang tid, inden de opdager det.

Hvis du har mistanke om, at du kan være smittet med gonore, skal du bestille en tid ved lægen. Behandlingen er en antibiotikakur til både dig, din partner og hvem du ellers har været sammen med. Det er en god ide at få lavet en kontrolpodning cirka 1 måned efter endt behandling, så man er sikker på, at sygdommen er helt kureret. I den mellemliggende periode skal du naturligvis dyrke sikker sex.

Syfilis
Syfilis er en farlig bakteriel kønssygdom, der hyppigst ses hos homoseksuelle mænd og hos personer af anden etnisk herkomst end danskere. Den forekommer relativt sjældent i Danmark, men er i let stigning. Når først man er smittet, kan bakterien via blodbanen vandre rundt i kroppen og påvirke livsvigtige organer som hjerte, hjerne og rygmarv.

Symptomerne inddeles i stadier:

Op til 12 uger efter smitten vil der opstå en eller flere rødlige læsioner (chanker), på penis, skamlæberne, anus og sommetider mund og læber. De vil forsvinde efter en uges tid.
Op til seks måneder efter smitten vil man udvikle et rødligt udslæt på brystet, ryggen, armene, benene, hænderne eller fodsålerne. Dette udslæt er ofte ledsaget af influenza-lignende symptomer: feber, ondt i halsen, muskeltræthed og almen sygdomsfølelse.

Hvis du har mistanke om at kunne være smittet med syfilis, skal du kontakte lægen.

HIV / AIDS
HIV / AIDS er en sygdom, der spredes via seksuel kontakt eller via blodet (fx kanyledeling). Mennesker, der er smittede med HIV, får en kronisk infektion og vil have virus i blodet resten af sit liv. Velbehandlede personer vil dog have så lille en virusmængde i blod og vævsvæsker, at smitteoverførsel er væsentligt nedsat.
Behandlingen af HIV-smittede er blevet meget effektiv, og det er meget få personer i Danmark, der udvikler AIDS. For at beskytte sig mod HIV-infektion skal man bruge kondom ved samleje, og som stiknarkoman undgå at dele kanyler.
Særligt udsatte er mænd, der har sex med mænd, personer med mange skiftende partnere, personer, der dyrker sex med partnere fra risikoområderne og stiknarkomaner. Viruset findes i kropssekreter, blandt andet sæd og sekret fra skeden. Det smitter primært gennem små rifter i kønsdelene eller huden, der kan opstå under sex, og når stiknarkomaner deler kanyler. HIV kan også smitte gennem intakt slimhinde i for eksempel mundhulen, det er dog en relativt sjælden smittevej.
Symptomerne varierer meget. Mange er fuldstændigt symptomløse, andre oplever:

  • feber
  • diarre
  • nattesved
  • almen sygdomsfølelse
  • vægttab
  • hævede lymfeknuder.

Diagnosen stilles ved en blodprøve, som kan foretages 4 uger efter mulig smitte.

Er man HIV-smittet, bør man kun dyrke sikker sex. Man bør oplyse partner(e) om det og fortælle det til den person, man mener, man blev smittet af, så han/hun kan ændre sine seksuelle vaner. Det er strafbart ikke at fortælle sin partner, at man er HIV-positiv, hvis man dyrker ubeskyttet sex.